• Business-overblik: Stort prisfald på sommerhuse udeblev – og nu stiger de

    Source: BDK Finans / 01 Mar 2024 00:04:39   America/Chicago

    Godmorgen og velkommen til ugens sidste Business-overblik på årets ifølge kalenderen første forårsdag. I dag runder vi blandt andet: Ny tvivl om danskers elbilfirma – aktien styrtdykker »Rablende vanvittig« fejl koster 40.000 danskere tusinder af kroner Pensionskunders investeringer i bæredygtighed sker i blinde Skat sender ekstra momsregninger for 191 millioner Men vi begynder blandt de danske sommerhuse. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Prisfald på sommerhuse udeblev – nu stiger de De forventede prisfald på op mod ti procent på sommerhuse i Danmark er tilsyneladende udeblevet. Nu tyder alt i stedet på på øget efterspørgsel og stigende priser, skriver Finans. »Vi venter ikke længere prisfald for sommerhuse. Den høje beskæftigelse og den igangværende genopretning af reallønnen efter inflationschokket gør, at danskerne stadig har appetit på boligmarkedet,« siger boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit. Hun venter små prisstigninger på sommerhuse på 0,5 procent i 2024 og en procent i 2025. Nordeas forventninger er prisstigninger på to-tre procent i begge år, og de forventede faldende renter vil gavne sommerhusmarkedet, samtidig med at høj beskæftigelse og lavere boligskatter efter den nye reform vil bidrage til at presse priserne op. Knap 4.300 fritidshuse var ifølge Finans Danmark til salg i januar, hvilket er knap 25 procent flere, end da udbuddet var lavest i 2022. Det skriver andre medier om 1. Ny tvivl om danskers elbilfirma – aktien styrtdykker Omsætning, indtjening og målet for antallet af producerede biler skuffer, og der rejses tillige tvivl om, hvorvidt den danske bildesigner Henrik Fiskers elbilfirma Fisker Inc. kan fortsætte driften i 2024. Det viser et foreløbigt regnskab, som selskabet har fremlagt torsdag aften, fordi man ikke kunne overholde børsmyndighedernes frist for det endelige regnskab, og det fik aktien til at falde med over 36 procent i eftermarkedet, skriver Børsen. Fisker Inc. vil nu nedbringe medarbejderstaben med omkring 15 procent for at imødegå mulige likviditetsproblemer. 2. »Rablende vanvittig« fejl koster 40.000 danskere tusinder af kroner Alt for mange danskere sætter år efter år flere penge ind på deres ratepension, end de kan få fradrag for, hvorved næsten 40.000 i 2022 betalte skat af de samme penge to gange, sådan som alt over fradragsgrænsen medfører. Skatteekspert Henning Boye Hansen fra BDO kalder det over for TV 2 »rablende vanvittigt«, at nogen risikerer op til 80 procents skat af de samme penge. I gennemsnit har de 40.000 indbetalt 9.000 kroner mere, end de får fradrag for. Skattestyrelsen begynder nu at kontakte de berørte. 3. Skat sender ekstra momsregninger for 191 millioner Skattestyrelsen har siden 2021 sendt ekstra momsregninger til små og mellemstore virksomheder for 191 millioner kroner. Det oplyser styrelsen ifølge Ritzau. Den ekstra kontrol gælder selskaber, som en eller flere gange ikke har angivet moms, fået deres ansøgning om momsregistrering afvist eller helt er blevet tvangsafmeldt momsregistreringen. Ifølge selskabsskattedirektør Kim Tolstrup fra Skattestyrelsen vil kontrollen fortsætte de kommende år. Det skriver vi om 1. Pensionskunders investeringer i bæredygtighed sker i blinde Kunderne i de store pensionsselskaber vil i stigende grad investere i bæredygtighed af hensyn til den gode samvittighed eller for at gøre verden til et bedre sted. Men ifølge flere pensionseksperter mangler der gennemsigtighed i de forskellige investeringspuljer. Elbilgiganten Tesla deler blandt andet vandene hos selskaberne. Læs historien her. 2. Efter få måneders ansættelse gik det op for ham, at den var gal. Alligevel fortsatte han For to uger siden landede en bombe i sagen om udbytteskat. Sanjay Shahs håndlanger ville overraskende tilstå sin medvirken. Torsdag var det så sandhedens time, da håndlangeren satte sig i vidneskranken i Retten i Glostrup. Læs historien her. Det bør du også læse Helt afgørende historisk øjeblik i dansk erhvervsliv: Efter 42 år vakler tronen under Mærsk Den danske transportkoncern DSV kan med en gigantisk handel komme tæt på at omskrive historien om toppen af dansk erhvervsliv og indtage tronen som Danmarks største virksomhed. Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser torsdag: Dow Jones: +0,12 procent S&P 500: +0,52 procent Nasdaq: +0,90 procent Asien – indeks fredag kl. 7.00: Japan Nikkei: +1,95 procent Hongkong Hang Seng: +0,13 procent Kina CSI Shanghai: +0,06 procent Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend! Venlig hilsen Thomas Breinstrup, Business-journalist https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-stort-prisfald-paa-sommerhuse-udeblev-og-nu-stiger-de
Share on,